• Porcelænshaven 1, 1. sal, 2200 Frederiksberg

  • +4538153599

  • kp.dbp@cbs.dk

Autoritet

En anti-autoritær indstilling regnes af mange for en dyd, men det er vanskeligt at have noget principielt imod autoriteter, hvis man tillægger ordets oprindelse nogen betydning.

Ordets rødder, i hvert fald de dybeste af dem, er neutrale. De kommer fra det latinske verbum augere, som betyder at få noget til at vokse, at forøge, befordre eller forbedre noget. Derfra dannedes ordet auctor, som er en ophavsmand til noget, og som i dag genfindes i det engelske ord for en forfatter. Og derfra igen voksede auctoritas frem: ret, myndighed – autoritet.

Ophav giver rettigheder
At være ophavsmand til noget – for eksempel til børn eller værker – giver autoritet i forhold til dette noget. Det giver rettigheder og kan danne grundlag for en magtposition, som i praksis kan være mere eller mindre begrænset, og som kan være, men ikke nødvendigvis er, af formel art.

Ganske klart er det ikke, hvad myndigheder, som har formel og begrænset autoritet på et afgrænset område, måtte være ophavsmænd til. De er nok snarere blevet autoriserede og har altså fået fuldmagt fra den egentlige autoritet, fra statens ophavsmænd (m/k).

Hvornår er magt legitim?
Her er neutraliteten ophørt, og vanskelighederne startet, for hvad vil det sige, at personer eller institutioner er ophav til noget, og hvilke rettigheder skal det give? Og hvornår er det legitimt, at autoriteters ret til at blive lyttet til omdannes til magt til at give ordrer og kræve lydighed? Førstnævnte bløddel, retten, kan lige så stille – eller eventuelt brat – tippe over i sidstnævnte mere bastante sag, magten. Ret kan få og blive til magt, hvorpå der kan være kort til den situation, hvor magt får ret uden at behøve at kere sig om rimelighed.

Det autoritære og det autoritative
En god del af de spændinger, som vedrører opfattelser af og holdninger til autoriteter, findes i to afledte betegnelser: det autoritære og det autoritative. Som autoritet kan man autoritært sætte sin vilje igennem, hvis man har magt, som man har agt. Som autoritet kan man på den anden side også have gjort sig fortjent til at blive lyttet til og sætte standarder for andre, fordi man samvittighedsfuldt og med held har sat sig ind i en sag og kan ytre sig om den med en autoritativ stemme, der sætter tingene på plads.

Autoritet skal vindes
I første omgang er der tvangen til forskel. En autoritativ stemme skal vindes i det civile samfund og kan ikke gennemtvinges. Man kan kun blive tilkendt en autoritativ stemme af andre, der frivilligt beslutter sig for den vurdering, at her taler en autoritet, hvis ord har vægt. Det er andres dømmekraft, der giver en person eller institution en autoritativ stemme og dermed anerkendelse som kapacitet på sit felt.

Denne form for autoritet er gerne knyttet til viden og kundskab, men omfatter også vurderinger af integritet. Det er en tillidssag, og de hierarkiske aspekter har finurlig karakter, fordi de hviler på frivillig anerkendelse. Fra dette er der ingen krap overgang til det autoritære, som slet og ret forlanger lydighed og tilmed regner lydighed for en værdi i sig selv. Men det er heller ikke sådan, at der slet ingen forbindelse er.

Ry spiller en betydelig rolle for, om nogen regnes for autoritative stemmer. Formentlig spiller det en større rolle end konkrete vurderinger fra sag til sag. Man forlader sig på, at andre – som man måske regner for autoriteter – har tilkendt denne person eller institution autoritet, der også har ført til en fremstående position.

I næste led kan det blive til blind accept af personens eller institutionens autoritet som noget, alle er nødt til at adlyde uden argumentation og diskussion. Det kan være svært at se forskel.

Autoritet kan være tvetydig
Henvisninger til de eksakte videnskabers autoritet – the authority of science – har eksempelvis ofte tvetydig karakter, hvor det ikke uden videre fremgår, om der henvises til autoritative stemmer, eller om der tænkes i autoritære baner. Sidstnævnte kan i længden true en anerkendelse som autoritativ stemme, for det autoritære kan generere anti-autoritære strømninger, som principielt afviser enhver form for autoritet.

Ordbøger på forskellige sprog er i dag tilbøjelige til at reservere betegnelsen autoritær til diktatoriske regimer, men også for eksempel omgangsformer og undervisningsmetoder kan være autoritære. Og de anti-autoritære holdninger, som var karakteristiske for 1960’ernes og 1970’ernes ungdoms- og studenterbevægelser, drejede sig i høj grad netop om omgangsformer og undervisningsmetoder. Man ville autoriteter og hierarkier til livs, men blev selvfølgelig ganske hurtigt udstyret med egne autoritative stemmer – anti-autoritære autoriteter – der samvittighedsfuldt og med held repræsenterede disse holdninger og baggrunden for dem, men nok kunne have svært ved at skelne mellem det autoritative og det autoritære.

Hvor denne skelnen går tabt, kan det blive tilsvarende svært at opretholde en løbende diskussion om, hvem der har ret til at udøve hvilken autoritet hvornår og hvorfor. Det er uvist, om tab af en sådan diskussion i længden kan befordre en autoritær mentalitet.