• Porcelænshaven 1, 1. sal, 2200 Frederiksberg

  • +4538153599

  • kp.dbp@cbs.dk

Demokrati

Demokrati – kommer af det græske ord for folkestyre og er i årenes løb blevet en ideologisk samlebetegnelse for delvist modstridende idealer og værdier. Som politisk begreb drejer demokrati sig om kollektive beslutningsprocesser vedrørende offentlige anliggender af betydning for det almene vel. Herhjemme forsøgte teologen og højskolemanden Hal Koch i 1945 med debatbogen Hvad er demokrati? at finde ind til begrebets kerne. Kochs ærinde var først og fremmest at rehabilitere demokrati som styreform, hvor man taler sig til rette på en civiliseret måde frem for at slå hinanden.

De demokratiske udfordringer i civilsamfundet drejer sig om at forene borgernes aktive deltagelse i det politiske liv med et repræsentativt system. Desuden må der findes veje til at sikre offentligheden adgang til at føre kontrol med den måde, magt udøves på af valgte repræsentanter. Moderne demokrati kan altså ikke reduceres til formelle valghandlinger og procedurer, knyttet snævert til stat og kommuner. Lignende problemstillinger er relevante i forbindelse med andre kollektive beslutningsprocesser, for eksempel i foreningslivet og ved projekter i det bebyggede rum.

Man kan udmærket repræsentere noget eller nogen uden at være demokratisk valgt. Men i så fald kan der opstå problemer med legitimiteten, hvis fremgangsmåden problematiseres som udemokratisk. Fondsbestyrelser, der ofte er selvsupplerende, og som har til opgave at repræsentere stifterens vilje, kan således geråde i problemer, hvis repræsentanter fra stat, marked eller civilsamfund udtrykker kritik af den måde, stifterens fundats forvaltes på.

Man kan vælge at se repræsentation som det centrale princip i moderne demokratier. Men man kan også betragte det som et brud med princippet om det enkelte menneskes autonomi. Sidstnævnte opfattelse har dybe historiske rødder. Under den første forfatningsdiskussion i USA i 1770’erne beskrev skribenten Tom Paine udviklingen af repræsentativt demokrati, så det nærmest fik karakter af et syndefald. For ham og mange senere aktivister skulle der være tale om et direkte demokrati, der i praksis kan forbindes med idealer om et associativt demokrati, baseret på at borgerne selv danner foreninger, kooperationer og græsrodsgrupper.

Mistro til stedfortrædende magtudøvelse har rødder i reformationens opgør med feudalismen og med det katolske præsteskab som autoriserede mellemmænd mellem det enkelte menneske og højere magter. I dag føres denne tradition videre af magtkritiske journalister, som gennemgående betragter politikere, interesserepræsentanter og smagsdommere, der træffer beslutninger og tolker og vurderer på vegne af andre, med kategorisk mistillid.

Mistillid udspringer ofte af divergerende opfattelser af, hvem og hvad der har ret til at blive repræsenteret. Den danske grundlov fordrer, at folketingsmedlemmer alene er bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. Deres legitimitet bunder i, at de er folkevalgte. I de senere år er de folkevalgte imidlertid hyppigt blevet kritiseret for ikke at være repræsentative for hele offentligheden i sociologisk forstand: Forskellige sociale grupper er ikke repræsenteret blandt de folkevalgte i samme forhold, som de er i befolkningen som helhed. Her støder to forskellige opfattelser af repræsentativitet og legitimitet sammen. I nogle tilfælde har folkevalgte kommunalbestyrelser derfor valgt at supplere sig selv med brugerbestyrelser og borgerpaneler.

Også i relation til komplekse byggeprojekter og andre former for intervention i civilsamfundet kan der opstå konflikter om, hvad der skal gælde som demokratisk. Det har borgere og projektmagere i Stuttgart givet en levende illustration af. I 1995 lanceredes en vision om en ny banegård, der skulle gøre Stuttgart til Europas nye hjerte. For at realisere det nye projekt måtte en prisbelønnet og fredet banegårdsbygning fjernes. Det samme gjaldt dele af byens gamle træer. Projektet gik sin gang gennem alverdens formelle og repræsentative instanser. Alt foregik legalt og mest bag lukkede døre uden offentlig indblanding. Først i 2007 blev modstand artikuleret med tiltagende styrke. Byen var, viste det sig, ikke alene et areal, hvorfra noget kunne fjernes, hvorpå noget andet kunne bygges. Byen var også de folk, som boede der, og mange af dem fandt, at projektet var udemokratisk. 67.000 skrev under på et krav om en folkeafstemning. Det blev afvist af både politiske instanser og retsvæsenet. Derpå eskalerede konflikten. Projektet blev et symbol på demokratisk underskud og medvirkede blandt andet til, at delstatens borgere i marts 2011 gav de grønne – det eneste parti, som fra starten havde været modstander af projektet – en markant valgsejr.

Banegårdsprojektet har som mange andre store projekter, der lanceres som almennyttige, vist sig at kunne andet og mere end det, som initiativtagerne regnede med. Ikke mindst ved utilsigtet at aktivere borgere og dermed blive et livgivende element for det associative demokrati.

Se også: Borgerinddragelse og Zoon politicon