• Porcelænshaven 1, 1. sal, 2200 Frederiksberg

  • +4538153599

  • kp.dbp@cbs.dk

Sædelighed

Sædelighed – tilhører overordnet den gruppe af ord, som drejer sig om at opføre sig ordentligt, og som er ganske karrige – i hvert fald sjældent præcise – med hensyn til yderligere specifikation. Det sædelige har at gøre med sædvaner, med det sædvanlige, med skik og brug. Den sædelige har gode sæder. Ligesom når der tales om normer og moral, forudsættes det, at tidens og stedets – den lokale kulturs – sædvanlige omgangsformer også er de rette. Den danske betydning af sædelighed er påvirket af, og har samme rødder som, det tyske Sittlichkeit, og i begge tilfælde er der bibetydninger, som vedrører anstand, selvbeherskelse, sindighed og mådehold: Den sædelige person kan styre sig selv og besidder dermed en forudsætning for at blive anerkendt som myndig. Noget lignende gælder for betydningen af det sædelige som civiliseret og dannet, til forskel fra en vild og rå naturtilstand.

Siden 1400-tallet har det sædelige været forbundet med specifikt kristen moral og dertil hørende opfattelser af det dydige, og der er blevet lagt særligt vægt på beherskelse af drifter, ikke mindst seksuelle sådanne – deraf fænomenet sædelighedspoliti. Ikke blot statslige myndigheder som sædelighedspolitiet, men også foreninger og filantropiske bestræbelser i civilsamfundet har brugt mange kræfter på bekæmpelse af usædelighed i denne betydning, og både filantropisk og almennyttig fondsvirksomhed kan siges at have drejet sig om fremme af det sædelige i bredere forstand.

Se også: Borgerdyd & Ærlighed