• Porcelænshaven 1, 1. sal, 2200 Frederiksberg

  • +4538153599

  • kp.dbp@cbs.dk

Stat

Stat – kan som begreb føres tilbage til Niccolò Machiavelli, der brugte betegnelsen stato om 1400-tallets norditalienske republikker. Siden fulgte en udvikling af stadig flere gensidigt anerkendte nationalstater, der med den tyske sociolog Norbert Elias kan betegnes som selvstændige ”overlevelsesenheder”. Staten bestyrer et voldsmonopol inden for rammerne af normer og procedurer, der skal sikre, at officiel magtudøvelse balancerer mellem hensyn til effektivitet og legitimitet. Den enkelte borger har begrænset indflydelse, men den demokratiske statsform, der blev udviklet efter den franske revolution, hjemler borgerne ret til at organisere sig civilt, for eksempel gennem foreninger og offentlig debat.

Moderne statsformer udvikles hele tiden i samspil til marked og civilsamfund. Sociologen Lars Bo Kaspersen har i den forbindelse argumenteret imod det idealiserede synspunkt, at velfærdsstaten er blevet etableret af filantropiske grunde. Der er snarere tale om en mere eller mindre tilsigtet bivirkning ved den nationale overlevelseskamp i det internationale system af suveræne stater. Derfor er velfærdsydelsernes nuværende størrelse og organisering ikke givet én gang for alle. Statsformen kan hele tiden justeres, blandt andet under pres fra andre stater og gennem internationale organisationer som EU, IMF og OECD. Så kun konstitutionelt set er der ingen over (eller ved siden af) Folketinget.

Staten baserer sin magt på sanktionering af skatteopkrævning. Desuden defineres rammerne for offentlig service, hvem der skal nyde godt af den, hvorledes ordningerne skal finansieres, og hvem der skal være serviceleverandør. I administration og regulering af de skattefinansierede ordninger indgår ikke kun centraladministrationen, men også selvejende institutioner, kommuner, regioner og overstatslige organer.

            Blandt de nævnte indtager kommunerne en særstatus i gråzonen mellem stat og civilsamfund. Der er i formel forstand hverken tale om ren statsadministration eller om ubetinget lokalt selvstyre. Kommunerne kan betragtes som en offentlig sfære, der inviterer til aktiv deltagelse i lokale beslutningsprocesser, ikke kun som en rettighed, men også som borgerligt ombud. I 1803 blev kommuneinddelingen fastlagt til sogne og købstæder. Siden er der sket en gradvis harmonisering, der kulminerede med strukturreformerne af 1970 og 2007.

Det kommunale Danmark anno 2011 kan bedst karakteriseres som det, jurister kalder ”dekoncentreret statsforvaltning”: Staten har magten (og dermed også æren), men det er kommunerne, der står for levering af de mange velfærdsydelser (og dermed også klagerne), der omfatter alt lige fra børnepasning, folkeskole, ældrepleje, sundhed, socialforsorg, folkeregister, arbejdsmarked, miljø og teknik, redningsberedskab, museer, biblioteker og nogle steder også forsyning af el, vand og varme.

Nogle af disse serviceydelser er delvis brugerbetalte, men de fleste finansieres ved direkte og indirekte skatter. Sammenlignet med andre lande er skattetrykket ganske højt, hvilket har betydning for fonde, foreninger og andre aktører i civilsamfundet på flere måder. På den ene side betyder det, at mange af de opgaver, som i udlandet varetages af frivillige organisationer, i Danmark leveres af stat og kommune. På den anden side spiller skatteregler, fradragsmuligheder og arveafgifter en motiverende rolle som incitament til privat filantropi.

Mange almennyttige fonde opfatter sig i høj grad som et supplement til stat og kommuner. Ifølge den såkaldte frivillighedsundersøgelse gennemført i 2002 erklærer 75 pct. af fondene sig helt eller delvis enig i, at ”en af fondenes roller er at udfylde huller i velfærdssamfundet (f.eks. at hjælpe personer med særlige behov).” Kun 2 pct. af de adspurgte erklærer sig uenige i standpunktet. Godt halvdelen af fondene er også enige i, at ”en af fondenes roller er at fremme mål og aktiviteter, som markedet og det offentlige ikke tilgodeser godt nok.”Det er dog ikke ganske klart, om svarene skal fortolkes som et ønske om at konkurrere med stat og marked eller snarere at gøre noget ganske andet på eget initiativ.

Et helt fundamentalt spørgsmål er, om skattebegunstigede fonde og frivillige organisationer faktisk er i stand til at skabe mere almennytte end den offentlige sektor. Hvis det ikke er tilfældet, forekommer det urimeligt at give sådanne institutioner fiskale privilegier. På den anden side fremgår det af den offentlige debat, at mange beslutningstagere i stigende grad forventer, at netop disse organisationer igen kommer til at løfte velfærdsopgaver, som tidligere var overladt til civilsamfundet, men som i dag er blevet opgaver varetaget af stat og kommuner.

Se også: Civilsamfund og Marked